Så meget kan du spare ved at klippe dig selv

Har du et stramt budget, og overvejer du derfor at begynde at klippe dit eget hår? Har du så egentligt regnet på, hvor meget du kan spare ved ikke at få en frisør til at gøre det? 

Hvor meget du i realiteten kommer til at spare ved at klippe dit eget hår afhænger af flere faktorer. Den største faktor er, om du er en mand eller en kvinde. Det koster nemlig typisk betydeligt mere for kvinder at blive klippet, end det gør for mænd.

Disse faktorer afgør prisen

Udover at der er en væsentlig forskel på, hvad det koster at blive klippet for mænd og kvinder, er der andre faktorer, der er afgørende for prisen. Det er disse faktorer:

  • Har du kort eller langt hår?
  • Hvor hurtigt vokser dit hår?
  • Hvor tit plejer du at blive klippet?
  • Hvor i landet bor du?
  • Bruger du en kendt frisørkæde eller den lille lokale frisør?

Regnskabets time er kommet – Det sparer du på at klippe dig selv

De fleste synes nok ikke, at det er helt billigt at gå til frisøren for at blive klippet. Skal du ovenikøbet have farvet hår eller lavet striber, løber det meget hurtigt op i et stort beløb. Vi har lavet en udregning, hvor det kun er klipningen, der er med i billedet.

For en kvinde er den gennemsnitlige pris for en klipning 500 kroner, mens den for mænd er 150 kroner. Plejer du at betale mere eller mindre, kan du selv udregne, hvor meget du sparer personligt. 

Frisørerne ønsker, at dit hår skal holde sig sundt og se lækkert ud. Derfor anbefaler de typisk, at du kommer og bliver klippet hver tredje måned, hvis du har længere hår. Har du kortere hår, skal du sikkert oftere til frisøren for at vedligeholde din frisure. Her kan det være, at der går omkring halvanden måned mellem dine klipninger. 

For ikke at skabe alt for meget forvirring i regnestykket har vi lavet udregningen på baggrund af en kvindeklipning til 500 kroner.    

Hvis du som kvinde bliver klippet hver tredje måned, skal du til frisøren 4 gange om året. Det bliver derved en udgift til frisøren på 2000 kroner. Har du kort hår skal du til frisøren 8 gange på et år. Du får i dette tilfælde en udgiftspost på 4000 kroner om året. 

Tænker vi længere frem i tiden, sparer en kvinde med langt hår 10.000 kroner over fem år, mens en kvinde med kort hår opnår en besparelse på 20.000 kroner i den samme periode. 

Er det virkelig pengene værd at klippe sig selv?

Inden du går i gang med at føre frisørsaksen selv, bør du overveje grundigt, om det virkelig er pengene værd at klippe dig selv. 

Der findes en masse videoer på nettet, hvor du kan se, hvordan du klipper dig selv på bedste vis. Her kan du også se, hvilke redskaber du skal investere i for at kunne foretage en klipning af dit eget hår. 

Det ser ofte nemt og ligetil ud, når der er en person i en video, der lige viser, hvordan du klipper dit eget hår. Men spørgsmålet er bare, om du ender ud med det samme flotte resultat, som personen i videoen fremviser? 

I de fleste tilfælde kan det hurtigt gå galt, når du klipper dig selv, så du alligevel skal en tur til frisøren efterfølgende. Dette besøg kan resultere i, at du får et noget kortere hår, end hvad der oprindeligt var meningen, da din frisure skal rettes til. 

Men til gengæld kan du ende med at spare en del penge. Derfor er det værd at opveje fordelene med ulemperne, inden du tager dit endelige valg.

Men til gengæld kan du ende med at spare en del penge. Derfor er det værd at opveje fordelene med ulemperne, inden du tager dit endelige valg.

Skal håret være vådt eller tørt, når jeg klipper mig selv?

Går du til frisøren, foregår en klipning typisk, mens dit hår er vådt eller nærmere betegnet håndklædetørt. 

Men i og med at du ikke er uddannet frisør, og derfor ikke har et trænet øje i forhold til klipning af hår, bør du ikke gå i krig med saksen, når håret er vådt. Så svaret på ovenstående spørgsmål er, at du skal have tørt hår, når du klipper dig selv. 

Få det bedste resultat med tørt hår

Det kan godt være, at du synes, at det da må være nemmere at klippe håret, når det er vådt. Men det er det ikke, da du ikke kan se de eventuelle fejl, du er i gang med at begå, når du klipper i vådt hår. Er håret derimod tørt, kan du nemmere se, hvad du har gang i. 

Når dit hår er vådt, ser det helt anderledes ud, end når det er tørt. Det gør sig især gældende, hvis du har krøller i dit hår. Desuden bliver dit hår en smule længere, når det er vådt, hvorfor du hurtigt kan komme til at klippe for meget af. 

Du ender derfor ud med det bedste resultat, hvis du har tørt hår, når du klipper dig selv.

Overdriv ikke, når du er Edward Saksehånd

Det er vigtigt, at du ikke overdriver, når du skal være Edward Saksehånd derhjemme. Du bør ikke forvente, at du kan lave den helt store frisureændring. Se din klipning som en genopfriskning af din allerede eksisterende frisure. 

Start med at gå i gang med en finpudsning af din frisure. Det vil sige, at du klipper ganske lidt af længden ad gangen. 

Herved ender du med at få det mest kontrollerede resultat af egen klipning. Hellere starte med for lidt end for meget. Du kan jo altid klippe en smule mere af, hvorimod du ikke kan sætte håret på igen.

Invester i de korrekte klipperedskaber

Inden du går i gang med at klippe dig selv, bør du investere i det rette værktøj til formålet. Det er altafgørende, at du har en skarp og spids saks, hvis du vil opnå et resultat, der er værd at vise frem. Du har også brug for en kam. Kammen skal have brede tænder, hvis du har krøllet hår og fine tænder, hvis du har glat hår.

Det er vigtigt, at saksen er yderst spids. For når du klipper enderne af dit hår, skal du klippe lodret i stedet for vandret. Til dette fungerer en afrundet saks ikke. Du skal derfor ikke forvente, at din gamle køkkensaks er velegnet. 

Kan man klippe sig selv med en køkkensaks?

Ifølge mangemillionæren Karsten Ree er det bestemt en mulighed at klippe sig selv med en køkkensaks eller allerbedst en papirsaks. Han har nemlig ikke været til frisøren i mere end 40 år. 

I stedet har han klaret klipningen selv ved hjælp af en lille papirsaks. Men spørger du en frisør, om du kan bruge en køkkensaks, når du skal i gang med at klippe dig selv, så går den altså ikke. 

Det er alfa og omega med en god frisørsaks

Når du skal i gang med at klippe dig selv, er det alfa og omega, at du har en god frisørsaks til formålet. Havde du tænkt dig at hive den gamle slidte køkkensaks frem fra skuffen, kan du godt glemme det. Den har nemlig intet at gøre i dit hår, da den højst kan hjælpe dig med en frygtelig frisure og derefter en masse dårlige hårdage.  

Skal du til at være din egen frisør derhjemme, skal du derfor først og fremmest have fat i en rigtig god frisørsaks. Denne type af saks skaber det bedste resultat og er et af de vigtigste redskaber i forbindelse med en klipning. 

Du skal bruge en skarp frisørsaks, der er designet specielt til at klippe i hår. Ved en klipning er det spidsen af saksen, der skal bruges for, at du har den bedst mulige kontrol over klipningen. Det er lige præcis en af grundene til, at du ikke kan bruge en køkkensaks, da den har afrundede ender. 

Køb din frisørsaks online

Har du ikke lyst til at købe en frisørsaks i en fysisk butik, kan du finde dem mange steder på nettet. Her har du desuden rig mulighed for at læse om de forskellige frisørsakse. 

Derudover kan det være en god idé at kigge på andre kunders anmeldelser eller læse diverse tests af de frisørsakse, der er på markedet.  

Se instruktionsvideoer inden du klør på med saksen

Inden du går i gang med at klippe dig selv eller et andet familiemedlem med din nyerhvervede frisørsaks, bør du kigge på diverse instruktionsvideoer på nettet. Ved at se på videoer med hele klippeprocessen er du forberedt på, hvordan du klipper de forskellige frisurer. I sådanne instruktionsvideoer kan du ligeledes typisk se, hvilke redskaber du har brug for udover frisørsaksen. 

Hvad siger loven? Må man klippe familien og vennerne?

Er du blevet i tvivl om, hvorvidt du egentligt må klippe din familie eller dine venner, hvis du ikke er uddannet frisør? Så finder du svaret lige her. Du må klippe alle de familiemedlemmer og venner, du har lyst til, så længe de ønsker at lægge frisure til. Der er nemlig ingen lov i Danmark, der forhindrer dig i dette. 

Hjemmeklipning har eksisteret i herrens mange år

Hjemmeklipning har eksisteret i mange, mange hår. Der sidder sikkert stadig læsere derude, som kan huske, hvordan de blev klippet derhjemme af et familiemedlem. Når det var tid til en klipning, blev køkkensaksen og en gryde fundet frem. Det var nemlig datidens remedier til en hjemmeklipning.

Barnet, der skulle klippes, blev typisk sat på en stol i køkkenet, hvorefter han eller hun fik gryden over hovedet. Derefter blev håret klippet hele vejen rundt om gryden. Vupti, så var den klipning overstået. 

Grydehåret vendte tilbage på film i 90’erne

Grydehåret har ikke levet forgæves. Det kom nemlig med i en film i 90’erne. Filmen ”Dum og dummere” er en amerikansk komediefilm fra 1994. Hovedpersonerne i filmen er Harry og Lloyd, der ikke er de skarpeste knive i skuffen. 

Harry og Lloyd er spillet af henholdsvis Jeff Daniels og Jim Carrey. Jim Carrey (Lloyd) har ifølge mange en temmelig frygtelig frisure, der ikke gør noget godt for karakteren i filmen. Det er naturligvis grydehår.

Du kan via dette link se, hvordan selveste Jim Carrey giver en grydehår-klipning til en tilfældig ung mand: https://www.youtube.com/watch?v=R6WQA8MlCs4.

Grydehår-frisuren har indtaget frisørsalonerne 

På trods af at der i mange år er blevet grinet godt og grundigt af grydehåret, så har lige præcis denne frisure gjort sit indtog hos frisørerne i nyere tid. Du kan derfor i dag få en professionel grydehår-klipning hos en frisør.

Det er dog ikke alle, der kan bære at have en grydehår-frisure. Denne frisure er mest velegnet til alle jer med glat hår. Den effekt, som grydehår-frisuren har, opnås nemlig på bedste vis i glat hår. Så har du hår, der krøller, bliver du desværre nødt til at se dig om efter en anden trendy frisure. 

Coronapas for at komme til frisøren – kan det passe?

Den 6. april 2021 kunne alle frisører igen åbne deres saloner således, at der kan komme styr på det coronahår, som mange af os har rendt rundt med i en lang periode.

Det er dog ikke det samme at komme til frisøren som førhen. Der er nemlig kommet en masse retningslinjer, som skal overholdes i forbindelse med et besøg hos frisøren – og en af disse retningslinjer er coronapasset.

Hvad er et coronapas?

Et coronapas er et dokument, du kan hente på www.sundhed.dk ved at bruge dit NemID. For at der ligger et gyldigt coronapas klar her, skal du opfylde de betingelser, der er beskrevet i næste afsnit. 

Krav for at få et gyldigt coronapas

Du kan finde et gyldigt coronapas på www.sundhed.dk, hvis du er vaccineret helt færdigt. Du skal dog være opmærksom på, at du først er færdigvaccineret 14 dage efter din 2. vaccinedosis. 

Det er også muligt at få et gyldigt coronapas, hvis du har fået foretaget en PCR- eller lyntest (antigen-test) inden for de seneste 72 timer, der er negativ. 

Den sidste mulighed for at kunne fremvise et coronapas er, hvis du henter dokumentation for, at du tidligere har været smittet med COVID-19. Det kan du gøre ved at gå ind på www.sundhed.dk eller ved hjælp af appen MinSundhed. Det er dog værd at bemærke, at et positivt resultat af en COVID-19 test skal være mindst 14 dage og højst 12 uger gammelt regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget.

Læser du dette indlæg efter maj måned, kan der være kommet en ny og mere brugervenlig app til dit coronapas. Det er i hvert fald regeringens plan. 

På grund af den store interesse for blandt andet at komme til frisøren kan det være svært at komme ind på Sundhed.dk. Det anbefales derfor, at du downloader dit coronapas, tager et skærmbillede af det eller printer det ud således, at du ikke har problemer med at fremvise det.

Er det muligt at blive fritaget for coronapas?

For udvalgte personer er det muligt at blive fritaget for at skulle fremvise et gyldigt coronapas. Personer, der er fritaget, er:

  • Alle børn, der er under 15 år.
  • Personer, der på grund af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19 test.
  • Personer, der på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test.

Frisører må gerne tage imod ovenstående personer i deres saloner. Er du en af disse personer, skal du blot oplyse frisøren om, at du er fritaget for fremvisning af et coronapas. 

Det er dog værd at være opmærksom på, at undtagelse på grund af punkt 2 og 3 sker på baggrund af en vurdering af troværdigheden af dit udsagn. Det kan derfor være svært at bruge disse grunde, medmindre du har en anden form for dokumentation fra eksempelvis din læge. 

Tjekliste for besøg hos frisøren

I øjeblikket er der altså en masse nye regler, når du skal til frisøren. Det er naturligvis noget, vi alle skal vænne os til. For at du ikke går forgæves til din frisør, får du her en lille tjekliste for, hvadduskal huske:

  • Du skal have ID med i form af pas, kørekort, sundhedskort eller et lignende offentligt identitetskort. 
  • Du skal have et gyldigt coronapas med.
  • Du skal huske at medbringe og bruge mundbind eller visir.

Du skal desuden have in mente, at alle frisører er forpligtet til at skulle bede om fremvisning af et gyldigt coronapas og ID-kort. Har du ikke den fornødne dokumentation med, bliver du bortvist, da frisørsalonen kan få en bøde, hvis den ikke overholder alle retningslinjerne.

Hvis du ikke overholder spillereglerne for at gå til frisøren, kan du også få en bøde. Det tilrådes derfor ikke, at du bruger et falsk coronapas eller et, der tilhører en anden. 

Alt hvad du skal bruge for at klippe dig selv eller andre

Er din, din venindes eller din mands frisure næsten ikke til at holde ud at kigge på længere? Det kan godt få det til at krible og krable i fingrene efter at få styr på lokkerne. Har du de rigtige fingerfærdigheder og tålmodigheden til at klippe eller trimme en hårpragt, så er det vel bare med at komme i gang med det samme. 

Du bør dog være godt forberedt således, at det hele ikke ender ud i en stor katastrofe. Det vil da være utrolig kedeligt, hvis du ikke kan vise dig uden for en dør i månedsvis. Det er heller ikke rart, hvis manden eller veninden ikke vil tale med dig i lang tid bagefter på grund af resultatet, 

En håndværker skal have det rigtige værktøj

At klippe eller trimme hår er et håndværk på højde med både en murer, tømrer og maler. Derfor bør du skaffe dig det rigtige værktøj ligesom ægte håndværkere gør, inden de kaster sig over en opgave. 

Det nytter derfor ikke noget, at du kigger i skabe og skuffer efter det, du skal bruge, når du skal være frisør derhjemme. En sløv køkkensaks, en gammel kam, et udtjent hårspænde eller en skægtrimmer er ikke lige sagen, hvis du skal have et pænt resultat, som alle ender med at blive glade for. 

Din indkøbsliste, når du skal være frisør

Her får du en liste over, hvad du har brug for at lægge i indkøbskurven, inden du skal til at ordne dit eget eller andres hår. 

Kam med et langt og spidst skaft

En kam med et langt og spidst skaft er ikke kun nyttig til at rede håret igennem. Den er også med til at øge hårets blødhed samt glans, inden du skal foretage en klipning. 

Den spidse ende gør det ydermere let at dele håret i en lige linje således, at dele af håret kan sættes op og holdes væk, mens det resterende hår bliver klippet. 

En rigtig frisørsaks

Når du klipper hår på dig selv eller andre derhjemme, skal du føle dig godt tilpas og have kontrol over din saks – ellers kan det hurtigt gå galt. Du bør derfor investere i en rigtig god frisørsaks, som er spids i enden, har et godt greb m.m.

Kraftige hårklips

Kraftige hårklips er endnu et godt redskab, når du skal klippe hår. Med de kraftige hårklips kan du sætte det hår op, der ikke skal klippes, mens du klipper det andet hår. Det gør, at hele processen bliver langt mere overskuelig.

Hårtrimmer til mænd 

En hårtrimmer er både en nem og billig måde at blive klippet på, og så tjener den lynhurtigt sig selv ind. Det er derfor værd at overveje at købe en af de bedre modeller. 

Det kan være en fordel at vælge en trimmer, der har flere kamme, så du kan bruge den til forskellige længder. Herved kan du lave længere hår i toppen og kortere hår i siderne og i nakken, så du virkelig får en flot frisure. 

Med muligheden for at style håret ved hjælp af flere længder kan du bruge hårtrimmeren til både mænd og børn. 

Udtyndersaks til tykt hår

En udtyndersaks er rigtig god til tykt hår, da du derved kan udtynde lidt i lokkerne. En udtynding giver mere luft til hovedbunden, og det bliver nemmere at lave en rigtig fin frisure. Det kan være en fordel at vælge en udtyndersaks, der er ergonomisk, så den ligger godt i din hånd. 

Frisørkappe

Skal din klippeseance virke som om, at det foregår i en rigtig professionel frisørsalon, kan du toppe dine redskaber med en frisørkappe. 

Hjemmeklip “før og efter”

Sikken en lettelse det er når man endelig bliver klippet 🙂 Her er nogle eksempler på “før og efter” klipning.